Category

Blog

Ny lov om “fremtidsfuldmagter”

By | Blog

Med en fremtidsfuldmagt, som træder i kraft, hvis du ikke længere er i stand til at træffe beslutning om dine økonomiske og personlige forhold, kan du sikre dig indflydelse på, hvem der skal råde dine vegne og på hvilken måde – og løse en række potentielle problemstillinger for dine pårørende.

Af advokat Mark Stølting 

Antallet af personer, der med alderen som følge af sygdom (herunder demens), svækket mental funktion eller helbred, mister deres sansers fulde brug således, at de ikke længere er i stand til at varetage deres anliggender, er stigende. Derfor er der også en stigning i antallet af personer, som ønsker at give fuldmagt til en person, som de har tillid til, og som i så fald kan “tage over” og handle på deres vegne og efter deres ønske, eksempelvis en pårørende.

Retsstillingen for sådanne fuldmagter har hidtil været uklar og de hidtil gældende regler har ikke i alle tilfælde været egnede. Med den nye lov sikres via diverse formkrav, betingelser for fuldmagtens ikrafttrædelse og kontrol med fuldmægtigen, en bedre retsstilling for både fuldmagtsgiveren, fremtidsfuldmægtigen (den, der i henhold til fuldmagten senere skal handle på fuldmagtsgiverens vegne, hvis fuldmagtsgiveren ikke selv er i stand det) og den tredjemand, der indgår aftaler med fuldmagtsgiveren via fuldmægtigen.

Alternativet til en fremtidsfuldmagt er, at der etableres et værgemål for den sygdomsramte eller svækkede person. Selv om et værgemål har til formål at beskytte den sygdomsramte eller svækkede person, opfattes et værgemål ofte som en upersonlig og voldsom foranstaltning. Lov om fremtidsfuldmagter har til hensigt at skabe et enklere og mindre voldsomt alternativ til etablering af et værgemål ved at give de kommende sygdomsramte og svækkede mulighed for at få indflydelse på, hvem der skal varetage deres anliggender, når de på et senere tidspunkt ikke længere selv er i stand til det, og på hvilken måde.

Det er stadig muligt at oprette en fuldmagt, der skal træde i kraft her og nu, dvs. det man kan kalde en “straksfuldmagt”. Det kræver dog også, at personen, der ønsker at oprette fuldmagten, får den oprettet i tide, da den ikke vil kunne oprettes, hvis personen ikke er ved sine sansers fulde brug og ikke kan overskue konsekvenserne af fuldmagten. Endvidere kan det være svært for personen at indse behovet for oprettelsen af en fuldmagt, ligesom det kan være en ubehagelig samtale for eksempelvis børnene at skulle tage med deres far eller mor. Af denne grund anbefaler vi, at du tager stilling, mens tid er og får oprettet en fremtidsfuldmagt, hvis du ønsker at have indflydelse på, hvem der skal varetage dine anliggender, hvis du på et senere tidspunkt ikke længere selv er i stand til det, og på hvilken måde. Herved løser du også en række potentielle problemstillinger for dine pårørende.

Kontakt os, hvis du ønsker at høre nærmere om den nye lov.