Straffesager

Ingen har pligt til at sige andet til politiet end ens navn, fødselsdato og adresse.

Som regel er der ingen grund til ikke at svare når politiet stiller spørgsmål.

Hvis man er mistænkt eller sigtet skal man dog nøje overveje om man vil besvare spørgsmål og hvornår man i givet fald gør det. Er man sigtet, har man krav på at få beskikket en advokat som forsvarer.

Forsvareren får politiets efterforskningsmateriale og kan vise det til sin klient. Inden man som sigtet svarer på politiets spørgsmål, kan det være hensigtsmæssigt at få kendskab til, hvad politiet allerede har af oplysninger.

Vores råd er derfor, ikke at lade sig afhøre uden at have talt med en forsvarer.

Er man vidne, har man pligt til at besvare spørgsmålene, hvis man kan. Hvis man kan og lyver, kan man straffes med ubetinget fængsel. Hvis man nægter at besvare spørgsmål, kan man få bøder eller komme i fængsel indtil man besvarer spørgsmålene.

Er man tiltalt behøver man ikke at besvare spørgsmål og man kan ikke straffes hvis man lyver.

Er man mistænkt, sigtet eller tiltalt og politiets oplysninger ”peger på en,” er det oplagt, at man skal forklare sig, hvis man derved kan fjerne mistanken fra sig.

Men … tal med en forsvarer først. For politiet mistænker og sigter ikke uden god grund, og selv om man er fuldstændig uskyldig kan man alligevel ”komme galt af sted.”

Hvis anklagemyndigheden mener, at der kan føres bevis for, at den sigtede har begået den forbrydelse, han mistænkes for, indbringes sagen for retten. Det sker ved at anklagemyndigheden indleverer et anklageskrift til retten. I anklageskriftet skal det fremgå, hvad det er for en forbrydelse, man menes at have begået, og på hvilken måde det menes at være sket. Det skal med andre ord af anklageskriftet fremgå, hvad det er man skal forsvare sig imod.

En varetægtsarrestant kan modtage besøg i det omfang, opretholdelse af orden og sikkerhed i varetægtsfængslet tillader det.

Et besøg skal aftales med personalet i arresten.

Hvis man er fængslet for at forhindre, at man kan skade efterforskningen, vil poliet som regel modsætte sig besøg i alt fald uden at en politibetjent er til stede og sikrer, at der ikke tales om sagen med den besøgende.

Den fængslede kan få politiets beslutning om besøgsforbud/-kontrol forelagt en dommer.

Den fængslede har altid ret til ukontrolleret besøg af sin forsvarer.

En betinget fængselsdom indebærer, at den dømte ikke skal i fængsel. Til gengæld skal han/hun i en periode f.eks. på 1 år opfylde en eller flere betingelser. Først og fremmest må der i perioden ikke begås ny kriminalitet. Derudover kan der være andre betingelser som f.eks. udførelse af samfundstjeneste. Er dommen ubetinget, skal dommen afsones (den dømte skal i fængsel).

Politiet har ret til at læse de breve en varetægtsarrestant afsender og modtager, bortset fra breve til og fra forsvareren og enkelte andre, f.eks. breve fra kriminalforsorgen og ombudsmanden.

Når man har fået en fængselsdom på højst 6 måneders fængsel, kan man få tilbudt at afsone derhjemme men med en fodlænke. Klik her og læs mere.

Hvis man uberettiget er blevet anholdt, visiteret, legemesundersøgt, udsat for ransagning m.v. kan efter omstændighederne få erstatning. Erstatningen gives efter nogle bestemte takster. Klik her og se taksterne for 2014.

Politiet sigter en for en forbrydelse, når det skønnes at mistanken er så stærk, at den mistænkte bør have ret til at få beskikket en forsvarer.

Hvis forbindelse gennem brevveksling ikke uden væsentlig ulempe kan afventes og i det omfang, det er praktisk muligt, kan en varetægtsarrestant få tilladelse til at føre telefonsamtaler.

Politiet kan af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed modsætte sig, at en varetægtsarrestant fører telefonsamtaler.

Institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, kan nægte en varetægtsarrestant at føre telefonsamtaler, hvis dette findes nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn.

Telefonsamtaler påhøres eller aflyttes uden retskendelse af personale i varetægtsfængslet, medmindre dette ikke findes nødvendigt. Såfremt telefonsamtalen påhøres eller aflyttes, skal samtaleparterne forinden gøres bekendt hermed. Afgørelse om påhør eller aflytning træffes af institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil.

Ved telefonsamtaler, der påhøres eller aflyttes af personale i institutionen, kan der stilles krav om, at samtalen skal føres på et sprog, som den, der påhører eller aflytter samtalen, forstår. Hvis forholdene taler derfor, kan der anvendes tolk.

Anmodninger om at føre telefonsamtale med forsvareren imødekommes i almindelighed.

En varetægtsarrestants telefonsamtaler med forsvareren påhøres eller aflyttes ikke.

Telefonsamtaler kan afbrydes, hvis dette i det enkelte tilfælde findes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn.

Varetægtsarrestanter afholder selv udgifterne til telefonsamtaler.

Hvis særlige omstændigheder i det enkelte tilfælde taler derfor, kan det tillades en varetægtsarrestant at føre telefonsamtale for institutionens regning.

Institutionens leder kan under hensyn til forholdene i den enkelte institution fastsætte regler om den praktiske gennemførelse af varetægtsarrestanters ret til at føre telefonsamtaler, herunder om begrænsninger med hensyn til hyppighed og varighed af telefonsamtaler under hensyn til de personaleressourcer, der medgår til at påhøre eller aflytte samtalerne.

Hvis anklagemyndigheden mener, at der kan føres bevis for at den sigtede har begået den forbrydelse han mistænkes for, indbringes sagen for retten. Det sker ved at anklagemyndigheden indleverer et anklageskrift til retten. Anklagemyndigheden siges dermed at have rejst tiltale.

Når man fængsles uden at være dømt skyldig i noget. Man kan blive varetægtsfængslet, hvis en dommer vurderer at der er begrundet mistanke om at man er skyldig i noget der kan give mere end 30 dages fængsel og der er risiko for at man enten vil stikke af, begå ny kriminalitet, eller sabotere politiets efterforskning.

Er man vidne, har man pligt til at besvare spørgsmålene, hvis man kan. Hvis man kan og lyver, kan man straffes med ubetinget fængsel. Hvis man nægter at besvare spørgsmål, kan man få bøder eller komme i fængsel indtil man besvarer spørgsmålene.

Når man vidner i retten får man godtgjort sine transportomkostninger samt tabt arbejdsfortjeneste. Har man tabt arbejdsfortjeneste, skal den dokumenteres. Mister man ikke indtægt fordi man skal i retten og vidne, får man 40 kr. for for hver påbegyndt 2 timer, man har brugt på grund af fremmødet i retten dog mindst 80 kr.